mandag den 27. februar 2012

Et job uden kollegaer - om at tro på sig selv som forfatter

Der er mange der automatisk går ud fra at man er et kreativt menneske når man er forfatter. Det er såvel også fint nok, for det bliver man sgu nødt til at være for at sætte sig ned og skrive en historie. Der er også mange der mener at vi må være enten arrogante, eller udstyrede med en enorm selvtillid - for det må dælme kræve noget at tro man kan skrive noget som andre folk gider læse!

Her bliver det interessant. For de har ret i at det kræver en usædvanlig stor selvtillid at skrive en bog, sende den til forlag og grinende sende den videre når man får et afslag. Det kræver nosser og selvtillid. Desværre er det ikke ligesom med kreativiteten, for ikke alle forfattere har den urokkelige tro på sig selv.

Det hele bunder i ret simple spørgsmål vi hele tiden spørger os selv: Er jeg god nok? Er det jeg skriver god nok? Hvorfor skulle nogen nogensinde gide læse det?
Og hver gang vi stiller os de spørgsmål er der en god sandsynlighed for at vi giver op, for selvfølgelig er vi ikke det.


Men hov, hør nu! Den indstilling hjælper da ikke noget? Når du spørger dig selv den slags ting, er det fordi du er i tvivl - og hvis du er i tvivl, er du så den rigtige at spørge?

Nej! Du må i stedet gøre det som kan være det sværeste af alle ting første gang man gør det - du må ud og få folk til at læse det du laver.


Du kan aldrig selv svare på om du er dårlig. Enten er svaret ja, eller også er det nej, og ingen af de to svar er specielt brugbare når du gerne vil være forfatter. Du må i stedet ud og finde nogle ligesindede, en interesseret læser, en skrivegruppe, skrivepartner, det er lige meget hvad du kalder det, bare du har en der læser det du laver.

For hvis en anden ser på dine skriverier vil vedkommende også have lettere ved at svare på spørgsmålene: Er du god nok? Er det du skriver god nok? Hvorfor skulle nogen nogensinde gide læse det?

Han kan selvfølgelig også vælge at svare med ja eller nej til spørgsmålene, men der skal du bare være grov. Her er det nemlig op til dig og sige: Jeg vil sgu være god nok! Hvordan bliver jeg det? Hvorfor var det ikke godt nok?
Og her bliver det så op til din læser at forklare hvad han har set af mangler i teksten, og din opgave at tage det med dig når du retter, og næste gang du skriver. Det er sådan forfatterlivet fungerer, man lærer og man bliver bedre.


"Almindelige mennesker" gør præcis det samme når de er på arbejde. Her spejler vi os hele tiden i vores kollegaer, og får på den måde bekræftet at vi er gode nok, og at det de laver er som det skal være - eller i så fald, hvordan de kan gøre det godt nok.

Vi forfattere mangler kollegaer. Vi mangler at møde ind på en arbejdsplads hver morgen kl. 8 og snakke med de andre forfattere om hvad vi lavede i weekenden, og hvordan det går med den der roman. Vi mangler frokostpauserne med kollegaerne, hvor vi vender dagens arbejde og lige får snakket nogle problemer igennem. Og det er derfor vi i ensomheden let kan komme til at spørge os selv: Er jeg god nok? Er det jeg laver god nok?


Så ud af flækken, find dig nogle læsere, eller "kollegaer" så du også kan spejle dig, genfinde troen og se, at du sgu da egentlig er god nok - og altid kan blive bedre.

God skrivelyst
Bjarke