mandag den 24. september 2012

10 gode råd til romanen (2)


Jeg bliver tit spurgt om jeg ikke lige kan give ti gode råd til hvordan man skal gribe romanskrivningen an. Jo, det kan jeg godt. Jeg har samtidig prøvet at linke til mine tidligere artikler, sådan at I kan læse mere de forskellige råd. Her er de sidste fem!

6. Se dagligt på dit manuskript
Dette er et råd jeg selv fik fra en anden forfatter i sin tid. Som jeg skrev i #2 så handler det om at tage sig tiden til at skrive. Er man dog inde i en periode hvor det ikke kan lade sig at gøre (fx eksamenstid eller for meget arbejde), så må det være sådan. Det vigtigste er så bare at man holder gang i teksten. I stedet for at lukke sit skriveprogram ned og først se på teksten når man har tid igen, skal man simpelthen en gang dagligt lige åbne dokumentet og se på det. Se hvor langt det er, læse et stykke man synes er godt, måske rette lidt i det man ikke synes er så godt.
At se dagligt på sit manuskript gør at man stadig har det i sin bevidsthed, og derfor har lettere ved at bibeholde skrivegejsten, og glæden ved ens historie.

7. Sammenlign, men kopier ikke!
Man må ikke kopiere fra andre. Basta. Det er useriøst og det bliver opdaget. Men du må stadig gerne sammenligne. Det gør jeg ofte, finder en bog eller en film som jeg synes er interessant og siger: Lidt a la det tema, den fortællestruktur osv. Fx har jeg flere gange når jeg skrev gysere for unge sammenlignet min tekst med Buffy tv-serien. Jeg synes den var genial og blander humor, ungdom og gys rigtigt godt - det ville jeg også gerne med mine bøger! Så jeg prøvede at fange meget af den grundtone og struktur, der var i Buffy, dog uden at min historie handlede om vampyrdræbere og Helvedesgab. Jeg sammenlignede, men kopierede ikke.

8. Få beta-læsere
En Betalæser er en person, der er så venlig at de gerne vil læse dit manuskript og give dig kritik på det. Nogen gør det løbende imens du skriver, og andre gør det til sidst når du er færdig med bogen.
Når de er færdige med at læse historien, så siger de hvad de elskede, og hvad der kan gøres bedre - og giver dig manuskriptet tilbage med deres noter, så du hurtigt kan orientere dig.
Det er ekstremt givende at have en betalæser, da de kan fange mange af ens fejl og plothuller, og giver en sikkerhed om at det man skriver er rigtigt fedt.

9. Rediger
Ligger lidt i forlængelse af at få en betalæser, man skal huske at redigere sin tekst. Se den igennem for stavefejl, plothuller og tekst der ikke fungerer. Det kan være afsindigt svært, specielt fordi det jo er ens historie, men man bliver nødt til det.
Nogle forfattere lægger deres historie i skuffen et par måneder, og ser så på den med "Nye øjne", imens andre lytter til betalæsere og skrivegrupper. Denne fase er vigtig, da forlag kan blive pænt irriterede på et manuskript, der ikke er redigeret ordentlig.

10. Send til forlag, gentag.
Du har skrevet romanen, og den er betalæst og redigeret. Så skal den bare til forlag og forhåbentlig antages. Dette er en lang proces hvor man ofte får mange afslag. Nogle forlag giver en lidt respons, som man så kan tackle som en redigeringsrunde mere, imens andre bare blankt afviser ens manuskript.
Imens man venter på at et eller andet forlag kan se ens genialitet er det derfor vigtigt at man går i gang med at skrive igen. Begynd på den næste bog med det samme.
Dette gør at du når du får afslaget, allerede er i gang med noget nyt genialt - og så slår det ikke så hårdt. Samtidig kan du når du er færdig have flere manuskripter ude, hvilket kan give en god følelse af virkelig at gøre noget for sit forfatterliv.
Det dummeste man kan gøre er, at sætte sig ned og vente. Forlag er lang tid om at svare, og venter du først på at alle forlag har svaret, kan der gå mange år. Derfor: kom i gang, skriv! Så kan de også se at du mener det, når de antager dig og du kan præsentere fem andre manuskripter samtidig!

God skrivelyst
Bjarke