mandag den 8. oktober 2012

Om at lægge spor i sine tekster


Vi kender alle spor og ledetråde fra krimi-genren, men grundlæggende er det at kunne lægge gode spor ud til læseren en god ting at kunne indenfor alle genrer! Det tror jeg egentlig også de fleste af os kan blive enige om, en god historie er sådan en hvor vi hele tiden får spor til ting som er sket eller vil ske, men uden at vide præcis hvad det er, før vi når til siden i romanen.
Men hvordan lægger man de spor på en god måde?

Nøgleordet er planlægning. Hvis du ved hvad der skal ske i din historie har du også lettere ved at lægge spor ind til det – for eksempel kan krimiforfatteren, der ved hvem morderen er og hvordan han slog offeret ihjel, ret hurtigt vide hvilke spor man kan lægge ud til læseren, hvor en forfatter, der bare sådan skriver derudaf måske ikke engang ved hvem der er blevet myrdet og hvorfor, og ved man ikke det, så kan man ikke give særligt gode spor, der giver mening til sidst – så bliver det bare en række spor hvor nogle giver mening og andre ikke gør, når man endelig når mod slutningen.

Men hvad nu hvis jeg bare ikke gi-ider planlægge? Er der virkelig så ikke en anden metode?
Jo, det er der, men I har ikke hørt det fra mig! Den anden metode er at I skriver dobbelt så meget som I egentlig har planlagt. Skriv mordscenen som det første, og gå så i gang med opklaringsarbejdet – skriv scener hvor skurken også foretager sig ting, så du hele tiden ved hvad han laver, og kan give din opdager spor til dette.

Skriver du ikke krimi, men fx fantasy gør du det samme – skriv din skurks scener så du hele tiden er klar over hvad han foretager sig, og på den måde kan formidle det i din hovedpersons del.

Teknikken gælder alle genrer, så det er bare at komme i gang. Dog skal det siges at det kræver meget skrivearbejde, da man på sin vis laver en halv roman mere ved siden af. Det har dog fordele, da du så får træning, og kan lege med "ekstramateriale" hvis din historie bliver udgivet og du gerne vil give læserne lidt ekstra udover bogen.

Begge metoder virker, men jeg vil dog altid opfordre til at man er bevidst om hvordan ens historie skal ende og hvad ens Point of no Return er.

Det er de små ting ...
Og så lige 2 gode fifs til hvordan sporlægning kan bruges.

Røde sild: når et spor ikke er et spor. Et mandligt lig findes med barberede ben – er han transvestit? Nej, han var elite-svømmer! (begge barberer ben, men fordi man ikke lige tænker elite-svømmer sender sporet os helt forkerte steder hen)

Lav gerne spor-kæder: Et spor er ikke nok til at løse gåden, hvis det var bliver det en kort krimi. Derfor bruger man gerne sporkæder – løsningen på et spor fører til et nyt spor, og flere spor sammen giver pludselig en ny mening – her handler det bare om at være kreativ.
Fx i mit tidligere eksempel, så giver spor et med de barberede ben jo først mening når man ser alle sportsmedaljerne!

God skrivelyst
Bjarke