mandag den 18. august 2014

Moodboards

Nogle gange kan man godt have en ide til en historie (roman, novelle eller hvad man selv har i tankerne), men uden helt at vide hvordan man skal gribe den an. Man har plottet, men måske er det en science fiction-historie i et dystopisk samfund, eller måske en historie om fire piger på en kostskole, og man ved faktisk ikke helt hvordan det hele skal være.

Så kan man lave et moodboard!

Mig der laver moodboard - Pas på! Man kommer til at hygge sig
Jeg har før lavet moodboards til mine skriverier, og da jeg selv tegner lidt, mest for sjov, kan jeg også selv bidrage med nogle skitser. Er du ikke begavet med evnen til at sætte streger så det ligner, så tag det helt roligt: Det er slet ikke nødvendigt når man laver moodboards.

Så få fat i en ordentlig bunke blandede blade og billeder, en saks og noget lim – så er du klar til at lave et moodboard.


Hovedpersoner

Skal du bruge billeder af dine hovedpersoner? Måske skal du skrive en ungdomsbog om en folkeskole – må jeg så præsentere BASIC CPH – en hjemmeside med en ordentlig samling modeller i alle aldersklasser. Skal man skrive voksenbøger finder man voksne modeller, skal man skrive ungdoms eller børnebøger finder man bare de passende aldersgrupper – på den måde får du også et meget godt syn for hvordan man egentlig ser ud i den alder.

Fandt du ikke det du skulle bruge? Bare tag det roligt, der er mange blade og internetsider, med rigtigt mange ansigter i, så det er bare at gå i gang. Var der hende der pigen fra den der musikvideo? Gå på youtube, tag et screenshot og sæt den på dit moodboard. Eller lav dit moodboard digitalt – kun fantasien sætter grænser her!


Setting og stil

Jeg er lykkelig hver gang det nye IKEA-katalog kommer. Det er nemlig en kæmpe bunke visuelle referencer over hvordan folk med bedre indretningsstil end mig kan bo.

Skriver du fantasy? Så er der historiebøger (ejer du dem ikke, så tag kopier – klip ALDRIG i biblioteksbøger, folk bliver sure). Der er også museer, så næste gang du er på Middelaldercentret, så kan du jo lige tage et kamera med. Med de telefoner der findes i dag, så har du faktisk ikke en undskyldning for ikke at tage inspirationsbilleder!

Du har faktisk ingen undskyldning for ikke at have billeder til dit setting! Medmindre du selvfølgelig er virkelig virkelig kreativ med hvordan dit univers ser ud – så må du enten blive ven med en tegner, eller koncentrere dig om stilen i din historie.


Intet forklarer en stil så godt som billeder. Ironisk eftersom vi som forfattere ofte bruger ord. Men let’s face it: Du kan genkende en Film Noir når du ser den, du kan genkende en Mike Mignolia-tegneserie. Ja, selv gyserfilm kan du gerne genkende på udseende alene.

Så find en stil du kan lide, find billeder og sæt på. Mit nyeste projekt har i øjeblikket et overforbrug af Mike Mignolia-lignende tegninger, og hvad kan jeg sige: Det gør det lettere at skrive, når man lige kan finde sin papskive med billeder frem og visuelt sætte sig ind i hvad det er man gerne vil lave.
Kan man ikke bruge moodboards som jeg har beskrevet det her, så skal man ikke helt droppe tanken endnu. Undersøgelser viser at hjernen tænker anderledes, når man laver noget andet end hvad man plejer. Her er du kreativ på en helt anden måde end når du skriver – måske det kunne dreje din historie på en helt ny måde?

God skrivelyst
Bjarke